16. august 2020

Lokal podcast om Lokalpleje og Buurtzorg-modellen

“Buurtzorg på dansk” er titlen på den podcast, som de to lokale politikere Anders Udengaard (SF) og Henrik Christiansen (V). De var på besøg hos Lokalpleje i Bording-Engesvang og fik en snak med Lokalplejes direktør, Bjørn Kassøe Andersen, og sygeplejerske Julie Hofman Pedersen.

I tilknytning til podcasten, som du kan høre via dette link, er der nogle kommentarer og faktuelle korrektioner fra Bjørn Kassøe Andersen, som kan læses som kommentar til dette Facebook-opslag.

Kommentaren fra Bjørn kan også læses her:

Kære Anders og Henrik, tak for besøget i Bording, og tak for en interessant podcast. Anders, jeg håber virkelig, at vi formår at gøre dine bekymringer til skamme – det må vi jo se på om et par år 🙂

Jeg har lyttet podcasten igennem, og jeg synes der er noget af det, som bliver sagt, der fortjener et par ord med på vejen.

Diskussionen om fordelingen af opgaver mellem sygeplejersker og sosu-uddannede mener jeg, går lidt galt i byen – nok fordi der var noget, jeg ikke fik fortalt i indslaget.

På nuværende tidspunkt udgøres 80-90% af Lokalplejes opgaver i Bording og Engesvang af sygepleje, mens kun 10-20% er hjemmepleje. Det skyldes måden, som pilotprojektet er startet op på, og det er derfor, vi på første team har en overvægt af sygeplejersker. I takt med, at flere borgere tilvælger Lokalpleje som leverandør af hjemmepleje, vil vi ansætte tilsvarende flere SOSU-uddannede.

Assistenterne, vi har ansat – aktuelt inklusive fast tilknyttede vikarer er det allerede nu 5-6 medarbejdere (ja, der er kommet flere til, siden I var på besøg) – har alle stor erfaring og kan derfor løse rigtigt mange opgaver på egen hånd. Hos Lokalpleje får assistenter mulighed for at udføre alle de typer opgaver, de er uddannet til, hvilket faktisk ikke er almindeligt i kommunerne. I praksis kan en erfaren assistent udføre 80-90% af de opgaver, som en sygeplejerske kan. Når Lokalpleje forhåbentlig på et tidspunkt bliver større, vil vi også ansætte SOSU-hjælpere.

Når Lokalpleje har valgt primært at ansætte medarbejdere med stor erfaring, skyldes det, at opgaven med at igangsætte noget nyt i samarbejde med det eksisterende kommunale system faktisk ikke er helt enkel. Det kræver en stærk faglig baggrund og god erfaring er at være frontløbere i etableringen af noget, der går på tværs af “plejer”.

Vi anerkender, at der samlet set er tale om et problem med at skaffe nok medarbejdere inden for både hjemmesygeplejen og hjemmeplejen. Vi mener, at den del af denne problematik netop skyldes, at arbejdet i den konventionelle organisering bliver for opsplittet og usammenhængende, uden plads til det hele menneske. Vi tror, at mange, der egentlig gerne ville arbejde i plejesektorern, bliver afskrækket af den måde, som det meste arbejde i dag er organiseret på. Blandt vores ansatte er således flere, som har været parate til at forlade deres fag – men som er blevet, fordi de finder det meningsfuldt og i tråd med deres oprindelige kald at arbejde ud fra Buurtzorg-modellen.
Frank Heidemann anfører, at Buurtzorg i Holland ikke tager sig af døende. Det er faktuelt forkert. I Bording-Engesvang tager Lokalpleje sig af døende, det er allerede sket i flere tilfælde. Frank nævner også, at Lokalpleje kan undslå sig natopgaver og betjening af borgere, som bor i udkantsområder. Det er ikke en mulighed, der fremgår af den kontrakt, som Lokalpleje har indgået med Ikast-Brande Kommune.

Der tales om en sjællandsk kommune, Græsted-Gilleleje (nu Gribskov), hvor der har været forsøgt udlicitering. Det, som foregik her, er ikke sammenligneligt med pilotprojektet i Ikast-Brande Kommune. Det havde ikke noget at gøre med Buurtzorg-modellen.

Det bliver diskuteret, om der med brug af Buurtzorg-modellen hos Lokalpleje stadig er en sygeplejefagligt ansvarlig. Svaret er ja. Roller, der skal varetages, findes stadig, når man benytter selvorganisering, og der gælder nøjagtigt de samme faglige og juridiske krav. I en traditionel organisation samles rigtig mange roller hos en enkelt leder – i Buurtzorg-modellen deles de ud mellem medarbejderne, så de mest kompetente varetager de opgaver, de hver især er bedst til.

Frank Heidemann anfører, at der er en væsentlig forskel mellem Holland og Danmark, idet danske sygeplejersker ikke som i Holland har ordinationsret. Faktisk diskuteres netop dette for tiden i Danmark, og både kommuner, uddannelsesinstitutioner og sygeplejersker argumenterer for, at sygeplejersker med særlig efteruddannelse skal kunne ordinere fx behandling af en diagnosticeret urinvejsinfektion. Det har de praktiserende lægers organisation, PLO, indtil videre modsat sig. Vi mener, som andre, at det kan give mening, at også danske sygeplejersker kommer til at kunne igangsætte behandling, hvis de har den fornødne uddannelse til det.

I øvrigt er rapporten, der nævnes nogle gange, en som jeg fik mulighed for skrive på basis af en mindre bevilling fra Ikast-Brande Kommune. Den politiske behandling af rapporten kan læses her (nederst på siden er der link videre til selve rapporten).